Kost og fedme – Et samfundsproblem?

22. maj 2016 projektmotion 0 Comments

Diskursteori

Michel Foucault var en fransk filosof og idéhistoriker og er kendt for sin indflydelse på diskursteorien. Oprindeligt stammer begrebet fra Karl Max, hvor diskursbegrebet havde en videnskabelig betydningen inden for lingvistikken.^[1] Derefter blev begrebet udviklet og brugt i socialkonstruktivismen^[2] og poststrukturalismen^[3] i 1960’erne og 1970’erne.^[4]Foucault brugte og gav diskursformationen eller bare diskursen et helhedsfyldt og en holistisk betydning, så den nu ikke kun var sproglig. Med det mener Foucault at begrebet afdækker retningslinjerne for, hvilke udsagn der bliver accepteret som sande og egnede i en given historisk periode eller idenfor et aktuelt videns regime. Diskursen og de historiske regler der fylder den, sætter grænserne for, hvilke udsagn der er mulige at bevise, samt hvilke der er meningsgivende.

En diskurs formation beskrives i videns arkæologien som et system for spredning af ytringer, kendetegnet ved fire grupper af regler for hvordan objekterne fremstår, hvordan diskursens ytringsformer kommer til udtryk, hvor de indgående begreber spredes og hvordan de strategiske valg der indgår i formationen udvikles.^[5]

Jeg fortolker dette til at diskursen grundlægger den forestilling af sandhed, som er gældende her og nu.

Foucault mener også at subjektet og diskursen er afhængige af hinanden, der er en gensidig påvirkning mellem subjektet, samfundet og diskursen. De indgår alle i samme relation, at have afsmittende virkning på hinanden igennem et magtforhold.^[6]

Et eksempel på diskursen, individet og samfundet i sundhedsregi kan være solbrun kulør og solbrændthed. I gammel tid var diskursen at en hvid pigment et symbol på rigdom og velfærd, mens en solbrun kulør var tegn på, at man var fattig og måtte arbejde dagen lang i marken. Siden har diskursen ændret sig til, at en solbrunkøl ikke alene er flot, men også er et fysisk tegn på sundhed og rigelige mængder D-vitamin. I dag er diskuren anderledes, da der findes evidens for at for meget sol er kræftfremkaldende. Samfundet forebygger og sundhedsfremmer sågar mod kræft, med kampagner om, hvornår, hvor meget og hvordan vi skal forholde os til sol. Diskurserne imellem blev solariet sågar udviklet, for at styrer den solbrune kulør via ultraviolet lys.

Diskurs igennem tiden

I forhold til fedme, har diskursen også varieret gennem tiderne. Historisk set har diskursen ændret sig. I dag er diskursen meget negativ, da man forbinder og ser fedme og overvægt som en sygdom. Vi ser sygdommen som negativ, med alvorlige konsekvenser både i relation til individet og samfundet. Jævnfør f. eks problemstillingen og indledningen. Diskursen er bestemt kommet i takt med vi er blevet mere stillesiddende og kalorieindtaget overgår vores fysiske aktivitetsniveau. Men tidligere da vi var mere aktive og foruden fastfood var diskursen anderledes. Fedme og overvægt var et symbol på velstand og rigdom, da folkets økonomi ikke altid fyldte alle maver lige godt. På baggrund af dette var der en positiv dirkurs, og kropsidealet var at være rund med bløde former.

Ernæringsrådet udgav i 2003 rapporten ”Den danske fedmeepidemi”, her i er et eksempel på kulturelle kropsbilleder og det er en god fortolkning på, hvordan diskursen er i tiden.
Endelig er der kulturelle dimensioner i opfattelsen af, hvad der er en passende kropsform. Mest grundlæggende er kønsforskellene her – kvinder anses for og anser sig selv for mere feminine og attraktive, hvis de er små og spinkle, mens højde og bredde er positive dimensioner i det traditionelle mandlige kropsideal. I nogle kredse ses overvægt og lettere fedme i en voksen alder, som tegn på svaghed og manglende karakterstyrke. At være slank tolkes som tegn på effektivitet, selvkontrol, disciplin og modenhed.^[7]

I forhold til sundhed er der en lang række diskurser vi som pædagoger må forholde os til. Vi er underlagt antagelser i selve diskursen, som vi bør forholde os kritisk til, for at kunne forebygge og sundhedsfremme brugernes sundhed.  I mit arbejde som klubpædagog, kan jeg bruge forskellige diskurser til at sundhedsfremme og forebygge fedme hos unge. Som SKB-pædagog skal jeg kunne håndtere fedme diskursen ud fra den enkelte unge. Ligesom der førhen var en anden diskurs omkring overvægt, kan der også være flere diskurser omkring overvægt. Hver diskurs kan formode, hvorfor fedme opstår hos den enkelte, samt fejlfinde, hvad løsningen kan være.

Fedme diskurser

Nogle af de diskurser der dominere årsgager og løsninger i fedme debatten er de samfundsvidenskabelige-, naturvidenskabelige- og humanistiske diskurser.

Ud fra den samfundsvidenskabelige diskurs fokuserer man på fedme som et problem skabt i samfundet. Via demografiske målinger, forbindes fedme med de samfundsmæssige forhold. I denne diskurs er det ofte hørt at skolegang, uddannelse og de lave løngruppe er ofte i risikozonen for fedme. Her kan man argumentere for, at årsagen til dette er manglende fornemmelse og forståelse omkring årsager til fedme. I den diskurs kan man antage af denne gruppe ikke er uddannet nok, til at have viden om en sund livsstil. Herefter bliver de overvægtige og fede et økonomisk problem for samfundet, som nu må yde hjælp via sundhedskampagner, lovgivning osv.

Ud fra den naturvidenskabelige diskurs fokusere man på livsstil, hvor man ser fedme som et resultat af ubalance mellem indtaget af kalorier og fysisk aktivitet. Diskursen problematiserer overvægt og fedme, med tanken om at disse øger sygdom og sygdomsrisiko. Den naturvidenskabelige diskurs skaber sammenhænge mellem ideal vægt og fedme via BMI indekset. F. eks er der i BMI indekset lavet kategorier for, hvor svær en grad af fedme og overvægt en person har.

Man kan også se fedme ud fra den humanistiske diskurs, hvor fedme kan tolkes ud fra psykologiske teorier. F. eks sammenhængen mellem spisning og psykologiske faktorer. Fedme kan være noget ubevidst, der derefter leder til overspisning, trøstespisning eller andet. Spisningen bliver på denne måde et forsøg på at dække andre behov. Et godt eksempel på dette er trøstespisning. Hvis dette er tilfældet, kan løsningen ligge i at tage hånd om den oprindelige årsag til trøstespisningen.

Der er selvfølgelig flere måder på, hvordan en fedme diskurs kan være. Men som pædagog er det vigtigt at gøre sig didaktiske overvejelser om, hvilke diskurser der kan være hjælpende for det enkelte individ eller en gruppe. Først efter at man forstår diskursen, kan man igangsætte en strategi og projekter til at forbedre sundheden.

Fedmens pris

Overvægt og fedme har ikke kun alvorlige konsekvenser for det enkelte individ, den manglende motion og dårlig kost koster samfundet milliarder af kroner hvert år. I 2004 offentliggjorde sundhedsministeriet en rapport over de samfundsøkonomiske omkostninger forbund med overvægt og fedme. Alene i 2004 kostede de ekstra kilo samfundet 14,4 milliarder kroner.^[8] Hårdest ramt er arbejdsmarkedet, der måtte betale 13,3 milliarder i 2004. Grundet at der er flere der må stoppe på arbejdsmarkedet før tid eller sygefravær. Den resterende 1,1 milliard blev brugt på sygehus relaterede omkostninger. Se nedenstående bilag.
Bilag 1 – Samlede samfundsøkonomiske omkostninger forbundet med svær overvægt 2004. ^[9]

 

Et alternativ til den danske model (humankapitalmetoden) er friktionsmetoden. Udgangspunktet er, at det bedst betaler sig at opgøre produktionstabet ved sygdom i skyggepriser, prisen det reelt koster arbejdsmarkedet at erstatte det tab, der fremkommer ved at en person trækkes ud af arbejdsmarkedet ved sygdom. Metodens navn kommer af, at der ved opgørelsen af tabet for arbejdsmarkedet forårsaget af sygdom, ses på tilpasningsperioden således at arbejdsmarkedet antages kun at lide tab i det tidsrum, hvor en anden person læres op til at udføre de funktioner, som blev forvaltet af den person, som blev syg.^[10]

Medudgangspunkt i bilag 1, kan man konkludere at friktionsmetoden ville give en besparelse på 11,4 milliarder til det danske samfund. Hertil kommer diskussionen, om ”de sunde” skal betale og dække udgifterne, eller om de overvægtige og fede selv skal betale.

Udgifterne kaldes indirekte omkostninger idet de ikke direkte relaterer til en behandling af overvægt eller fedme, men en omkostning og produktionstab på grund af sygdom eller lignende.

Diskussion om fedme – Hvem skal betale?

Frederik Stjernfelt er professor ved Aarhus Universitet^[11] og satte i september 2012 en fokus på livsstilsygdomme, herunder fedme. I første senarie laver Stjernfelt hypotesen, at det ikke kan være rimeligt at ”de sunde” skal betale for samfundets udgifter til sundhedsfremme og forebyggelse mod fedme. ”Vi vil sgu ikke betale for jeres groteske og egoistiske frådsen i vort fælles sundhedssystem!” udtaler han. Man kan argumentere at midt i en finanskrise kunne prioriteringen være en besparing på sundhedsvæsenet, hvor vi ændre livsstilen hos de overvægtige med midler som forbud, afgifter, moralprædikener og stigmatisering.

Med udgangspunkt i forrige afsnit, kan man også argumentere for at overvægt og fedme koster samfundet for mange penge. Men man kan også stille spørgsmål til, om de udgør den største belastning i samfundsøkonomien. Stjernfelt argumenterer for at overvægtiges gennemsnitslevealder er lavere end de sunde, derfor kræver fedme ikke så lange behandlingsforløb.^[12]

Stjernfelt er inspireret af den Hollandske undersøgelse ”Lifetime Medical Costs of Obesity: Prevention No Cure for Increasing Health Expenditure”^[13] af økonomen Pieter H. M van Baal og andre. Undersøgelsen simulerede sundhedsudgifterne i forhold til levetid hos testgrupper – De overvægtige, dem der røg og de sunde. Resultaterne fra undersøgelsen er, at indtil 56års-alderen er den årlige sundhedsudgift højest for overvægtige. Herefter ville udgifter til rygerne være de højeste. Men på grund af forskelle i forventet levetid, vil sundhedsudgifter være højest blandt sundlevende mennesker og lavest for rygere. De overvægtige personer havde en mellemposition i sundhedsudgiften.

Ud fra undersøgelsen kan man konkludere, at effektiv forebyggelse af fedme fører til et fald i omkostningerne på fedmerelaterede sygdomme, men faldet opvejes af omkostningerne af følgesygdomme, der ikke er relateret til fedme i de leveår der vindes. Fedme forebyggelse kan være en vigtig og omkostningseffektiv måde at forbedre folkesundheden, men det er ikke en kur for stigende sundhedsudgifter.^[14]

Det resterende og vigtigste spørgsmål er om forebyggelse og sundhedsfremme bør være omkostningsbesparende for at være attraktiv? Formålet med sundhedspleje er ikke at spare penge, men at redde folk fra lidelse og død. Eventuelle besparelser på udgifter til sundhedspleje må anses for at være pynten på kransekagen.