Sådan skriver du en god problemformulering
3. juli 2018 Projektmotion 0 Comments
En problemformulering er det første skridt du tager i forbindelse med at skrive en større opgave. Det er den, som hele opgaven udspringer fra og det er hovedspørgsmålet og de tilhørende underspørgsmål, som du forsøger at besvare gennem din opgave. Det er en essentiel del af opgaven, fordi det er dén, som danner fundamentet for din opgave og en dårlig problemformulering kan ødelægge en hel opgave. Det sker fordi man så ikke får stillet de rigtige spørgsmål og derfor får nogle ringe svar. Du skal dog ikke frygte den, for når man først har fået et par gode råd, kan en problemformulering være det rene barnemad.
Problemet i sig selv
Det, som du skal undersøge, er et spørgsmål, som du har undret dig over i forbindelse med dit fag. Hvis det er i historie kunne det for eksempel være ”Hvordan steg Hitler til magten?” og i bioteknologi kunne det være ”Hvordan kan man inddæmme spredningen af Ebola ved et nyt udbrud?” Det handler så at sige om at finde noget, som du undrer dig over og så bygge videre på det og strukturere din opgave efter den problemformulering du får ud af det. Husk på, at du skal besvare spørgsmålene efter bedste evne og så sammenfatte alle dine resultater i konklusionen, hvor du binder din opgave sammen og viser, hvad du har fundet af svar.
Sådan laver du en problemformulering
Når du skal skrive din problemformulering, er der noget formalia, som skal være i orden, hvis den skal blive godtaget. Du skal have en kort indledning, hvor du beskriver, hvorfor du har valgt dit problem, en klar formulering af, hvordan du vil gribe opgaven an, samt nogle underspørgsmål, som du også vil svare på. For at du skal få lavet en god problemformulering, er det essentielt, at du får set et par gode eksempler på dem og du kan med fordel spørge din lærer, om du må se nogle problemformuleringer fra opgaver, der har fået gode karakterer. Du kan også se et eksempel på en kreativ proces omkring en problemformulering på internettet.